Hvad er Scope 1, 2 og 3-emissioner

Når vi taler om virksomheders klimaaftryk, refererer vi ofte til deres drivhusgasemissioner (GHG), som opdeles i tre “scopes” i henhold til Greenhouse Gas Protocol, en global standard for måling og styring af drivhusgasser. Scope 1, 2 og 3 dækker forskellige kilder til emissioner, som en virksomhed er ansvarlig for, enten direkte eller indirekte.

Her kommer en detaljeret, teknisk gennemgang af hvert scope:

---

Scope 1: Direkte emissioner fra egen drift

Definition: Scope 1-emissioner refererer til de direkte emissioner fra kilder, som virksomheden selv ejer eller kontrollerer. Dette omfatter primært emissioner fra brændstofforbrug i virksomhedens faciliteter og køretøjer.

Eksempler på Scope 1-emissioner:

1. Stationære kilder: Emissioner fra forbrændingsprocesser i faste anlæg som kedler, ovne, generatorer og fyringsanlæg.

   • Teknisk detalje: Hvis en virksomhed har en fabriksovn, der forbrænder naturgas, vil den frigive CO₂ og muligvis andre drivhusgasser direkte til atmosfæren, og dette vil blive talt som Scope 1.

2. Mobile kilder: Emissioner fra køretøjer, som virksomheden ejer eller kontrollerer, fx lastbiler, biler, busser eller fly.

   • Teknisk detalje: Benzin- eller dieseldrevne køretøjer, der bruges til leverancer eller tjenesterejser, vil også generere Scope 1-emissioner. Hvis virksomheden bruger eldrevne køretøjer, vil emissionerne fra produktionen af elektriciteten derimod være Scope 2 (beskrives nedenfor).

3. Processer: Emissioner, der opstår fra industrielle processer, hvor kemiske reaktioner frigiver drivhusgasser. Et eksempel er CO₂-udledning fra cementproduktion.

   • Teknisk detalje: I cementfremstilling frigives CO₂ under kemisk nedbrydning af kalksten til kalk (CaO), som er en vigtig komponent i cement.

4. Flugtige emissioner: Utilsigtede lækager af drivhusgasser fra fx kølesystemer, klimaanlæg eller industrielle gasledninger.

   • Teknisk detalje: Hvis et virksomhedsanlæg har et kølesystem, der bruger HFC-gasser (hydrofluorcarboner), kan der opstå flugtige emissioner, når systemet lækker eller ved vedligeholdelse. Disse emissioner er ofte meget mere kraftfulde drivhusgasser end CO₂.

Hvordan måles Scope 1-emissioner?

Scope 1-emissioner måles typisk ved at kvantificere mængden af brændstof eller andre materialer, der forbruges i virksomhedens egne operationer, og ved at anvende emissionsfaktorer for hver type brændstof eller kilde. Emissionsfaktorer angiver, hvor meget drivhusgas der frigives pr. enhed af brændt brændstof.

Formel for Scope 1-emissioner:

$$\text{Emissioner (kg CO₂e)}=\text{Mængde af brændstof (L, kg, kWh)}\times \text{Emissionsfaktor (kg CO₂e per enhed)}$$

---

Scope 2: Indirekte emissioner fra energiforbrug

Definition: Scope 2-emissioner er de indirekte drivhusgasemissioner fra den elektricitet, varme og køling, som virksomheden køber fra eksterne energileverandører. Disse emissioner opstår, når den leverede energi produceres.

Eksempler på Scope 2-emissioner:

1. Elektricitet: Scope 2-emissioner dækker de drivhusgasser, der udledes ved produktionen af den elektricitet, som virksomheden forbruger.
   • Teknisk detalje: Hvis en virksomhed bruger elektricitet, der kommer fra et kulfyret kraftværk, vil de emissioner, der frigives ved forbrænding af kul til at producere elektriciteten, blive betragtet som Scope 2 for virksomheden, selvom emissionerne fysisk forekommer på kraftværket.
2. Fjernvarme og fjernkøling: Dette dækker også opvarmning eller køling, som leveres til virksomheden via fjernvarme- eller fjernkølingsnet.
   • Teknisk detalje: Hvis virksomheden er afhængig af et fjernvarmesystem, hvor varme produceres gennem fossile brændstoffer som naturgas, vil de tilknyttede emissioner være en del af Scope 2.

Hvordan måles Scope 2-emissioner?

Scope 2-emissioner beregnes ved at gange det samlede energiforbrug (normalt i kWh) med en emissionsfaktor, som afhænger af den energimiks (fossile brændstoffer, vedvarende energi osv.), der bruges til at producere energien.

Formel for Scope 2-emissioner:

$$\text{Scope 2 Emissioner (kg CO₂e)}=\text{Forbrugt elektricitet (kWh)}\times \text{Emissionsfaktor (kg CO₂e/kWh)}$$

Der findes to metoder til at beregne Scope 2-emissioner:

• Location-based method: Brug af den gennemsnitlige emissionsfaktor for det regionale netværk, hvor virksomheden befinder sig.
• Market-based method: Brug af specifikke emissionsfaktorer, der afspejler virksomhedens køb af certificeret grøn energi eller kontrakter med energileverandører.

---

Scope 3: Andre indirekte emissioner fra værdikæden

Definition: Scope 3-emissioner er de indirekte emissioner fra virksomhedens aktiviteter, som opstår i hele værdikæden, men som ikke er under virksomhedens direkte kontrol. Dette omfatter emissioner fra leverandører, kunders brug af produkter, transport, affaldshåndtering, og meget mere.

Scope 3 er ofte opdelt i upstream- og downstream-emissioner.

Upstream-emissioner (før produktionen når virksomheden):

1. Indkøbte varer og tjenester: Emissioner forbundet med fremstilling af de produkter eller materialer, virksomheden køber.

   • Teknisk detalje: Hvis en virksomhed køber stål fra en leverandør, vil emissionerne fra minedrift, forarbejdning og transport af stål indgå som Scope 3-emissioner.

2. Kapitalvarer: Emissioner fra produktion af store aktiver som maskiner eller bygninger, der bruges i virksomhedens drift.

   • Teknisk detalje: Fremstillingen af en ny fabriksmaskine med et stort metalforbrug og energiforbrug under produktionen vil blive betragtet som en Scope 3-emission.

3. Brændstofrelaterede aktiviteter: Emissioner fra udvinding, raffinering og transport af brændstof, som virksomheden køber, selv før det bliver brugt i drift.

4. Transport og distribution: Emissioner fra transport af varer mellem leverandører og virksomheden samt distribution til kunder.

   • Teknisk detalje: Hvis en virksomhed importerer produkter fra et andet land, vil transporten over lange afstande (f.eks. skibsfart eller luftfart) bidrage til Scope 3-emissionerne.

Downstream-emissioner (efter produktionen forlader virksomheden):

1. Brug af solgte produkter: Emissioner fra kundernes brug af de produkter, virksomheden sælger.

   • Teknisk detalje: Hvis virksomheden sælger biler, vil forbrænding af brændstof i bilens motor i kundens hænder generere Scope 3-emissioner.

2. Affaldshåndtering: Emissioner fra bortskaffelse og nedbrydning af virksomhedens produkter efter endt livscyklus.

   • Teknisk detalje: Hvis produkter ender på losseplads eller forbrændes, vil dette bidrage til Scope 3-emissioner. Genbrug af produkter kan derimod reducere disse emissioner.

Hvordan måles Scope 3-emissioner?

Scope 3-emissioner er ofte de mest komplekse at måle, da de involverer data fra tredjepartsleverandører og downstream-kunder. Disse emissioner måles ved hjælp af livscyklusanalyser (LCA) og emissionsfaktorer for hver kategori. Da Scope 3 kan variere meget fra industri til industri, er det ofte nødvendigt med samarbejde med leverandører for at indsamle nøjagtige data.

---

Opsummering af forskellene mellem Scope 1, 2 og 3

• Scope 1: Direkte emissioner fra virksomhedens egne kilder (f.eks. brændstof, forbrændingsprocesser).
• Scope 2: Indirekte emissioner fra indkøbt energi (elektricitet, varme, køling).
• Scope 3: Alle andre indirekte emissioner fra hele værdikæden, herunder leverandører og kunders brug af produkter.

Virksomheder er i stigende grad forpligtet til at rapportere deres Scope 1, 2 og 3-emissioner, især i takt med stigende reguleringer som CSRD. Det er afgørende at have en detaljeret dataindsamlingsplan og forstå emissionernes oprindelse for at kunne reducere dem effektivt.

Lad mig vide, hvis du har spørgsmål eller ønsker yderligere detaljer om specifikke aspekter!